Hvem er den voksne, mig eller dig?

Kære alle sammen og velkommen tilbage på bloggen. I dag skal det handle om de grimme kommentarer, jeg modtager/læser på nettet.
Det her bliver for mit vedkommende det sidste indlæg, der kommer til at omhandle min vægt, mit udseende, min brystvorte, min kropsholdning og andet overfladisk foretagen.
Jeg har de sidste mange uger modtaget en masse henvendelser med screenshots fra diverse pigegrupper, hvor folk adspørger om de er ”team Caro eller team Fie”, eller diskussions lystne ”kvinder”, der debatterer, om hvorvidt jeg minder om Quasimodo eller Gollum, eller om mit stofskifte har ramt et lowpoint, der gør, at jeg ligner en grønlænder, der har fået 10 ml botox for meget. Tak for opmærksomheden, venner! Jeg er ovenud lykkelig for, at I bruger tid på at diskutere samfundsmæssige problemstillinger, der vedrører en så aktuel person…. Nemlig mig! Det er et kæmpe skulderklap, at man ikke kan scrolle Facebook ned, uden at se et billede af ens laksefarvet kjole, der ja, sidder lidt langt nede, med overskrifter som: ”OMG, HAR I SET CAROLINES BRYSTER? DE ER JO VED AT VÆLTE UD AF HALSEN PÅ HENDE”, eller Jodels omkring, at jeg har en kropsholdning som Karsten efter 48 øl på bodegaen.
Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor denne slags opslag som jeg decideret vil kalde for voksenmobning, ikke længere rammer mig. Jeg hviler nok i mig selv til at vide, at titlen som ”Onani Caroline”, bliver brugt imod mig for at skabe et irritations moment og for at devaluerer, hvem jeg egentlig er. Jeg er ikke bare en ”brystvorte” eller en forside på Se & Hør. Jeg er måske for mange af jer, en god historie og en I elsker at hade. Fred være med det! Det jeg egentlig vil frem til med dette indlæg er, at jeg de sidste uger, er blevet godt og grundigt trådt på. Og her vil de fleste folk jo mene, at når man vælger at være til offentligt skue og vise sit fjæs i bedste sendetid, så er man selv uden om det. Men er det ikke lidt det samme som at sige, at lille Peter på 6 år, også selv er udenom at få en skovl i fjæset, hvis han sætter sig i sandkassen med 4 andre børn og Camilla vælger at kaste skovlen direkte i skærmen på ham? Måske lidt.
Jeg tager alt, hvad i siger til mig. Godt og ondt. Jeg frasorterer og prøver at sætte mig ind i jeres perspektiv. Det kan selvfølgelig være svært, når kvinder der er +10 år ældre end mig, vælger at lave opslag efter opslag omkring hvilken forfærdelig person jeg er, ud fra et kjolevalg til Divaer i junglen. Jeg vil meget hellere se en saglig debat om noget der faktisk ikke er så overfladisk, og hvor jeg kan sætte mig ind i jeres sted. I skal have lov til at have den holdning I har. Men tag lige 5 min, en god ansigtsmaske og et fodbad måske, inden I poster noget grimt om et andet menneske og spørg jer selv: ”Hvorfor har jeg dette behov?”. Sæt en Disney film på og smæk benene op. Jeg vil vædde med, at I har noget meget mere nobelt I jer end at bruge jeres torsdag på, at kommentere på min vægtøgning. Så god torsdag babes!
Hej kom tilfældigt forbi din blog… ville bare lige hurtigt sige at du altså ikke er tyk 🙂