Når nok er nok!

Sådan tabte jeg mig!

Kære alle og velkommen tilbage igen. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ville besvare jeres spørgsmål angående, hvordan jeg har tabt mig. Det er ingen hemmelig for nogen, at jeg engang var rigtig slank og meget pludseligt tog 10-15 kg på. Ligesom I også kan se på det øverste billede (lige under overskriften), var jeg meget tynd og kunne ikke tage på. Det er grænseoverskridende for mig at vise jer det billede, men så forstå I, hvor tynd jeg engang var.

Jeg har skulle lægge ører til enormt mange kommentarer på min vægt, og jeg tror faktisk, at for mit vedkommende er det, det mest omdiskuterede emne omkring mig på nuværende tidspunkt. Jeg har før været ude med utallige indlæg. Det er jeg virkelig træt af, og jeg havde egentlig tænkt, at jeg fremadrettet ikke længere ville tillægge min vægt så stort et fokus. Men da jeg får rigtig mange spørgsmål om, hvordan jeg har tabt mig, vil jeg rigtig gerne bidrage ved at være en motivationsfaktor for jer.

Jeg mangler selv et par kilo, men jeg er stadigvæk godt tilfreds med, hvordan jeg ser ud nu. Og det er jo det vigtigste; hvordan man har det i sin egen krop. Desuden har jeg også allerede tabt mig 10kg igen.

Jeg har aldrig været den store tilhænger af motion. Jeg synes, det er så kedeligt og ensformigt. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne lide det, men det gør jeg bare ikke. Bevares – noget motion går da an, men at motionere i et fitnesscenter er for mig helt enormt kedeligt. Desuden er jeg ej heller fan af fitnesskulturen, hvor man skal tage en bunke selfies for at bevise over for andre, at man har været der og dermed bidrager til den enorme selviscenesættelseskultur, vi lever i for tiden. I virkeligheden bruger man bare halvdelen af tiden på at få det perfekte selfie, hvilket jeg personligt bare ikke kan sætte mig ind i. Men nok om det.

For mig har det været kosten, jeg har fokuseret mest på. Jeg har løbet et par ture eller tre – bevares – men kosten har haft størst indflydelse på mig. Jeg gik vitterligt fra at spise pizza, chokoladebarer og lignende hver dag til at omlægge mine kostvaner fuldstændigt.

Hvis man vil tabe sig, er det vigtigste faktisk at være i kalorieunderskud. Jeg brugte en app til at holde styr på, hvor mange kalorierer jeg indtog, og så sørgede jeg for at være lidt i underskud hver dag, og samtidig spise sundt og varieret. Nogen har spurgt mig, om jeg ikke vil lave kostplaner, men da jeg ikke har nok erfaring inden for feltet, er det desværre ikke noget, jeg vil gøre mig i. Dog vil jeg gerne fortælle jer, hvad jeg har spist, som har virket for mig og på den måde gøre et forsøg på at motivere jer.

Om morgenen spiste jeg primært skyr med bær. Jeg drak fortsat min morgenkaffe, dog med skummetmælk i stedet for minimælk, som jeg plejede. Til frokost spiste jeg rugbrød, og selvom rugbrød kan virke en anelse kedeligt, kan man godt få det til at være lækkert, hvis man spiser det med noget godt pålæg. Jeg valgte altid det rugbrød med det største indhold af fuldkorn og proteiner. Om aftenen spiste jeg primært salater; alle mulige forskellige slags, dog særligt salater med kylling i. Derudover købte jeg en lightdressing for, at det ikke blev for tørt. Ret smart med lightdressinger. Der er selvfølgelig stadig kalorier i, bare færre. Derudover spiste jeg også æg sommetider, da der er proteiner i det. Imellem måltiderne, hvis jeg blev sulten, havde jeg som regel altid proteinbarer på mig, som er essentielle i forhold til at tage den lille sult.

For mig gik det vildt stærkt. Kiloene raslede af mig, og det gjorde også, at min motivation for at blive ved foreblev. For det kræver virkelig motivation. At gå på slankekur er ikke ligefrem sjovt. At starte på slankekur er nok det hårdeste skridt at tage. Hvis man er vant til at spise alt det man elsker og pludselig fra den ene dag til den anden, skal vende helt om på ens vaner, er det svært. Jeg er dog meget stædig, og jeg tænkte, at nu måtte der ske noget.

Nogen har skrevet til mig, at slankekure er useriøse fordi, man ifølge dem, tager på ligeså snart man stopper kuren. Det er dog ikke tilfældet for mig. Min vægt er meget stabil, og efter jeg stoppede slankekur, har jeg fortsat den samme vægt. Jeg propper mig heller ikke med pizza og slik som dengang, jeg ikke kunne tage på, men jeg giver dog mig selv lov til at leve livet og spise usundt en gang i mellem og tage et glas vin (eller fem haha).

Livet skal ikke være én stor slankekur, så tag alt med måde. Tag det hele i det tempo, der fungerer for dig. Det skal nok komme, så længe man gør en indsats.

At være på slankekur kan hurtigt blive en besættelse for en, og hvis ikke man har tabt sig det antal kilo, man gerne vil, kan man være rigtig hård og bebrejde sig selv, eller man kan ligefrem stoppe kuren fordi, man tænker, at der ikke sker nok. Jeg fandt dog selv hurtigt ud af, at man i starten plejer at tabe sig mest og så vender det. Hav tålmodighed og husk at rose dig selv, for det er hårdt at være på kur, så fokuser på dine fremskridt i stedet for det negative.

Jeg vil selv gerne i gang med slankekur igen, når jeg er helt rask for min influenza for at komme i mål og dermed have den krop, jeg føler mig tilpas i.

Når jeg er ved vejs ende, vil jeg meget gerne dele nogen før- og efterbilleder, men indtil da bliver det ikke et emne, jeg tager så meget op mere.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når nok er nok!