Sådan har jeg det med at blive kaldt ”Onani-Caroline”

Kære alle og velkommen tilbage. Som mange nok har lagt mærke til, har jeg været lidt fraværende på de sociale medier og særligt her på bloggen det sidste stykke tid. Det skyldes, at jeg har haft meget at se til. Men! Da jeg har et lidt større frirum, end jeg plejer, i løbet af de næste dage, vil jeg bl.a. bruge tiden på at skrive en masse blogindlæg, som jeg vil udgive hver anden dag/ hver tredje dag de næste to/tre uger. Så se frem til en masse aktivitet på bloggen de næste par uger!

I dag vil jeg blogge om det øgenavn, jeg hurtigt fik påduttet, da jeg startede min realitykarriere, og som har hængt ved siden. De fleste har nok gættet, hvilket navn jeg omtaler, og det er – som overskriften henviser til – “Onani-Caroline”.

Jeg debuterede i realityverdenen i en relativt ung alder, da jeg fyldte 18 år, hvilket også var det tidspunkt, jeg kunne få lov til at melde mig til, da man jo skal være myndig. Havde det stået til mig, havde jeg allerede lavet reality tidligere i livet, da jeg siden min barndom har set meget reality og altid selv haft lyst til at medvirke i det. Nå, men det var lige et sidespor.

Da jeg var 18 år, kom jeg med i Paradise Hotel. Som 18-årig tænker man ikke altid over sine handlinger og dermed konsekvenserne af dem. Jeg husker mig selv som en lidt naiv 18-årig, hvilket også kunne ses i finalen, da jeg blev snydt for en hulens masse penge (hvilket mit næste indlæg kommer til at omhandle). Igen et sidespor! Men naiv var et af de mange ord, der i hvert fald beskrev mig godt som 18-årig – og i øvrigt mange andre småpubertære teenagere.

Jeg tænkte ikke så langt ud i fremtiden, men var meget styret af lyst og behov, jeg lige havde i momentet. Et aspekt, der stadig hænger fast – at gøre hvad man har lyst til lige nu og her og ikke tænke over konsekvenserne af det på længere sigt. Men ja, det er mig!

Havde jeg lyst til at onanere, så onanerede jeg, for hvorfor skulle jeg ikke det? For mig er onani en så absolut naturlig ting – en ting jeg sagtens kunne snakke åbent om med mine venner uden at blive dømt. Så hvorfor skulle hele Danmark dog dømme mig for noget så naturligt? Måske fordi, de fleste vil mene, at det er noget der hører til i privaten. Måske fordi de færreste er ligeså åbne som mig. Hvem ved?

Den dag i dag holder jeg fast i, at jeg generelt ikke fortryder noget, jeg har foretaget mig i mit liv. Livet er for kort til at gå at fortryde ting, man alligevel ikke kan ændre på. Men betyder det, at jeg er ligeglad med øgenavnet ”Onani-Caroline”? Det vil jeg besvare nu.

Det korte svar er nej. Så jer, der ikke gider at læse mere nu, har fået svar. Til de af jer, der ønsker en begrundelse, kommer den her.

Man burde egentlig kunne sige sig selv, hvis man er indehaver af bare en smule intellekt, at et øgenavn, som ordet “onani” indgår i, ikke er det fedeste navn at få tildelt. Jeg ved godt, at jeg selv har en del af ansvaret for at få sådan et navn tildelt, da jeg selv er herre over egne handlinger. Og derfor bliver jeg heller aldrig vred, hvis nogen bruger navnet.

Grunden til, at jeg siger, at jeg har en del af ansvaret og ikke det fulde ansvar, er både fordi, jeg ikke kan styre, hvad der kommer ud af andres mund, og fordi det var et navn, Ekstrabladet tildelte mig, efter jeg havde vist mig selv frem til offentligt skue.

Dog kan jeg sommetider godt blive ked af det, hvis nogen bruger det. Jeg er også bare et menneske med følelser, og lige netop derfor kan jeg også godt blive såret eller ked af det.

Jeg ser mig selv som så meget andet end blot “Onani-Caroline”, og jeg rummer så meget mere end det. Intet menneske indeholder kun én side, og derfor synes jeg også nogle gange, at det kan føles unfair at blive stemplet på sådan en måde. Men igen, jeg kan også godt se det fra andres side. Dem, som ikke kender mig, kan jo ikke dømme mig ud fra andet end, hvad der vises på skærmen hjemme i stuerne, men så tænker jeg også – hvorfor overhovedet dømme en, man ikke kender?

Især unge mennesker, jeg møder, har det med at råbe “Onani-Caroline”. Selvom jeg til en vis grad godt kan se det fra deres side, tænker jeg tit over, hvorfor folk tror, at de kender mig og derfor har ret til at råbe sådan. Det er, hvad det er, men når sågar voksne mennesker begynder at bruge det, bliver jeg forarget. Forleden dag så jeg i et tv-program, at en voksen dame ytrede udtrykket “Onani-Caroline” gentagende gange. Her vil jeg indrømme, at jeg blev en smule chokeret.

Det blev jeg netop fordi, hun var en voksen kvinde, og at man med hendes karriere skulle tro, at hun har oplevet ting, der gør, at hun burde vide bedre. Men åbenbart ikke.

Nogen mennesker føler, at de har deres fulde ret til at kalde andre mennesker grimme tilnavne, blot fordi de har set dem på TV, og dermed tror, de kender dem. Men sagen er den, at ingen af dem, som har set mig på tv, kender mig. Det gør kun mine venner og min familie. Jeg har da været mig selv på tv, ja, men der er så mange sider af mig, som ikke er blevet vist.

Jeg ville da heller aldrig selv gå ud og råbe af folk, jeg har set på tv, men på ingen måde kender – for man kender dem netop ikke! Men alle er forskellige, og jeg har selv svært ved at forstå, hvad der er rigtigt at gøre i sådan en sammenhæng. For jeg forstår godt, at nogen folk gør det, da de må føle, at de kender mig ud fra nogen tv-udsendelser. Dog er det som sagt ikke en opførsel, jeg nogensinde selv kunne finde på at udvise.

Og det må være mine sidste ord. Jeg håber, at I fik svar på det, mange af jer var interesserede i.